Ramund var sig en bedre mand
|
om han havde bedre klæder
|
Dronningen gav hannem klæder pa stand
|
af blagarn, bast og læder
|
“Sadant vil jeg ikke ha,” sagde Ramund.
|
“Sadant star mig ikke bra,” sagde Ramund hin unge
|
|
Ramund gik sig ved salten søstrand
|
der sa han syv jætter stande
|
“Tager jeg Ramund pa min mindste hand
|
og kaster ham langt fra lande”
|
“Det gør ikke ene du,” sagde Ramund
|
“I ma komme alle syv,” sagde Ramund hin unge
|
|
Ramund tog til sit dyre sværd
|
det han kaldte dymlingen røde
|
Hug han de jætter syv med en færd
|
at blodet randt dennem til døde
|
“Der ligger alle syv,” sagde Ramund
|
“Alt star jeg her endnu,” sagde Ramund hin unge
|
|
Kejseren ud af vinduet sa
|
med angst og sorrigfuld mine
|
“Hvo er den mand, i garden mon sta
|
og der sa hæsselig grine?
|
“Det er mig, jeg har lyst,” sagde Ramund
|
“Med dig at vov’ en dyst,” sagde Ramund hin unge
|
|
Ramund tog til sin store kniv
|
den han kaldte dymlingen dyre
|
Skilte han kejseren ved hans liv
|
at hovedet fløj femten mile
|
“Jeg mente den ej bed,” sagde Ramund
|
“Dog rinder blodet ned,” sagde Ramund hin unge
|
|
-----------------
|
Ramund Hin Unge
|
| Tyr |
